Derfor bør du lære førstehjælp

//

Førstehjælp redder liv. Når der opstår en nødsituation, gælder hvert eneste sekund, og uden genoplivning forværres chancerne for overlevelse markant. Du kan altså være med til at redde en persons liv ved at yde førstehjælp, indtil ambulancen kommer. Det kræver dog at du ved, hvad du skal gøre, når der opstår en nødsituation.

De fleste af os har på et tidspunkt i vores liv gennemført et førstehjælpskursus – som minimum i forbindelse med at vi har taget kørekort. Det er nemlig en obligatorisk del af at tage kørekort i Danmark at man skal gennemføre et 8-timers kursus i færdselsrelateret førstehjælp. Mange af os mener derfor, at vi sagtens ved, hvad vi skal gøre, hvis der opstår en nødsituation. Ét kursus som 17-18-årig er dog langt fra nok, hvis du skal kunne redde liv. Førstehjælp er altså noget, som vi bør sætte os ind i løbende – og her er et førstehjælpskursus omkring hvert andet år en god idé. Der er nemlig mange fordele ved at kunne førstehjælp.

Førstehjælp kan bruges hele livet

Førstehjælp er en egenskab, som gavner én hele livet igennem. Du bliver aldrig for gammel til at kunne redde liv – og hvis du blot husker på at friske det op, så er det en egenskab, du har nytte af hele livet igennem. Du ved nemlig aldrig, hvornår du står i en kritisk situation, hvor du får brug for at vide, hvad du skal gøre – og så er det altså bedre at vide det end at du skal google dig frem til det.

Viden holder ikke ved for evigt

Når du tænker tilbage på det førstehjælpskursus, du var på i forbindelse med at du tog kørekort, kan du sikkert huske nogle informationer her og der, f.eks. hvilket tempo du skal lave brystkompressioner i – men kan du huske, hvor hårdt du skal trygge eller hvor mange tryk du skal give inden du skal give kunstigt åndedræt? Der er mange detaljer, der går i glemmebogen, især når de ikke bliver brugt i hverdagen – og det er derfor en god idé at tage på et førstehjælpskursus regelmæssigt for at genopfriske din viden og selvfølgelig også holde dig opdateret på den nyeste viden.

Man kan aldrig blive for god til førstehjælp

Selvom du tidligere har været til førstehjælpskursus og bare var hundredemetermester i hjertelungeredning, så kan du altid blive bedre. Du skal derfor ikke se ét kursus for nogle år siden som en selvfølge for, at du rent faktisk kan redde liv. Der kommer hele tiden ny viden til – og du kan derfor altid blive bedre til førstehjælp og dermed bedre til at redde liv.

Genanvendelighed

En del af Xcale Group

Bygvænget 47
4720 Præstø
Danmark