Kært barn har mange navne – det gælder også vandpiber. Vandpiben bliver for eksempel kaldt hookah eller shisha. Ordet shisha kan også henvise til den aromatiske tobak, der bruges i vandpiben. Vandpiberygning er i høj grad en social aktivitet, og derfor er det ret oplagt, at der findes et tobakmærke til vandpibe, der hedder Social Smoke.
Tobakken er placeret i skålen øverst på vandpiben, hvor den bliver opvarmes af vandpibe kul. Derfra bliver røgen trukket ned gennem vandpibehalsen for at blive filtreret i vandet, inden røgen bliver inhaleret gennem en slange.
Vandpiber bruges i store dele af verden og kan både findes på caféer eller barer og i private hjem. Vandpiber er mest populære i lande, der har en stor mellemøstlig befolkning, som det for eksempel ses i Libanon, Dubai og Israel. Men hookah-barer og vandpibecaféer bliver mere almindelige herhjemme, hvor især de unge har taget konceptet til sig.
Vandpibens historie og udbredelse
Der er delte meninger om, hvorvidt vandpiben stammer fra Persien eller Indien. Nogle mener, den først vandt popularitet i Tyrkiet og dele af Mellemøsten, hvorfra den kom til Indien og andre asiatiske lande, mens andre siger, den er kommet til Mellemøsten fra Indien.
Vandpiberne kom til Europa i 1800-tallet sammen med mange andre skikke fra Indien; blandt andet te og kaffe samt krydderier som kardemomme og kanel. Rygtet siger, at vandpiben blev opfundet af eller til den osmanniske sultan Murad II i det 15. århundrede, men der er ikke nogle beviser.
Den første optegnelse af vandpiben stammer fra Garcia da Orta; en italiener, der beskrev vandpiben i 1563 i forbindelse med en rejse til Indien. Senere har andre europæiske forfattere også skrevet om vandpiberne, når de har været på rejser i Asien og Mellemøsten. Vandpiberne er også blevet afbildet i kunsten; for eksempel i klassiske persiske malerier af kunstnere som Reza Abbasi.
Læs også: Serviceeftersyn til din bil i Odense